Loader

Er det okay at ringe før jeg sender min ansøgning?

Det er et spørgsmål, jeg har fået fra kandidater rigtig mange gange igennem årene. Tvivlen handler om hvorvidt det er en god idé at kontakte den pågældende leder med spørgsmål inden jobbet søges. Nogle kandidater har været påvirket af en dårlig oplevelse fra tidligere, hvor de har følt at de var til besvær og oplevet, at lederen hurtigt henviste til ansøger guidelines i annoncen med opfordring til at søge jobbet. Andre kandidater har været i tvivl om, hvad der egentlig er OK at spørge om og hvordan man griber det an.

Her følger mine bedste råd til dig:

Denne dialog er din mulighed for at få afklaring på om hvorvidt jobbet er attraktivt og relevant for dig at søge. Start med at læse annoncen godt igennem. Reflekter over hvilke informationer du savner, som er vigtigt for din motivation og trivsel i jobbet.

Tænk også gerne over hvordan du i samtalen med lederen, kan give små smagsprøver på din faglighed og derigennem skabe interesse for dit kandidatur. Et af de vigtigste råd er, LYT!. Brug de informationer du får undervejs til at stille uddybende spørgsmål, og/eller tilkendegiv og uddyb din interesse og erfaring på området.

Begynd altid dialogen med situationsfornemmelse og respekt ved at spørge ind til om tidspunktet er passende. Er det ikke, så spørg om der er et andet tidspunkt du må ringe.

Eksempler på relevante spørgsmål (i en passende rækkefølge):

  • Hvilke af de listede kompetencer er vigtigst at kunne bestride i dette job?
  • Af de listede arbejdsopgaver/projekter i annoncen, hvad er de vigtigste?
  • Hvem bliver mine primære samarbejdspartnere og stakeholders?
  • Hvornår er jeg en succes i jobbet og hvad bliver jeg målt på?
  • Kan du kort beskrive kulturen i teamet?

Det er vigtigt, at “bløde” spørgsmål (kulturen, dig som leder osv.) stilles til sidst i samtalen, da det bør være spørgsmål til jobbets karakteristika, som driver dialogen og dermed det primære fokusområde for dig.

Du skal ikke nødvendigvis stille alle dine forberedte spørgsmål. Men oplever du, at den ansættende leder har god tid til at besvare dine spørgsmål, så er det en “gave” som du skal tage imod og udnytte til din fordel.

Typer af spørgsmål, som ikke kan anbefales:

  • Kan du sige mere om jobbet? (duer ikke, vær specifik!)
  • Hvad er lønnen?
  • Mulighed for flekstid?
  • Er der kantine?
  • Mulighed for hjemmearbejdsplads?
  • Parkeringsforhold?

Spørgsmål af praktisk karakter kan generelt ikke anbefales, for med disse sender du lederen et signal om at praktiske forhold er det vigtigste for dig – og ikke selve jobbet. Lederen vil naturligvis langt hellere tale om selve jobbet og de muligheder der ligger i det.

Hvornår er det så mest optimalt at ringe? Lige når annoncen er slået op, eller kort før deadline? Jeg anbefaler altid, at du ringer jo før jo bedre. At ringe lige når annoncen er slået op, sender et stærkt signal om både parathed og motivation. Hvor imod et opkald f.eks. dagen før deadline godt kan opleves lidt negativt. Lederen vil måske stille spørgsmålstegn ved din motivation for at søge jobbet – for hvorfor har du ikke ringet tidligere? Er du typen som altid udsætter ting til sidste øjeblik? Er dette job kun din plan B?

At ringe uopfordret og stille gode spørgsmål kræver mod, vilje, engagement og seriøsitet. Allesammen jo positive egenskaber som kan bruges i alle jobs. Ved at udvise initiativ og disse egenskaber står du utvivlsomt stærkt, hvis du vælger at søge jobbet.

Bonus tip! Har du haft en god telefonisk samtale med den ansættende leder inden du søgte jobbet, så lav en overskrift i din ansøgning der hedder: Med reference til behagelig telefonsamtale d. xx/xx.

Dermed minder du lederen om jeres samtale, og hvis den positive oplevelse af samtalen er gensidig, så er der en realistisk chance for, at dit initiativ måske belønnes i form af en jobsamtale.

Og til de ledere, som også læser med. Brug nu tiden på opkaldene. Du er også til eksamen om at tiltrække de bedste kandidater til jobbet. Se positivt på interessen, for det er gratis branding af dig og din virksomhed. Samtidig giver det dig mulighed for at screene kandidaten, og derigennem få et aktuelt fingerpeg om hvorvidt annoncen formår at tiltrække de rette profiler.

Tak fordi du læste med.